Edinburgh

 
Til stor irritation for Ulla var der lige et par telefonsamtaler der skulle klares inden fokus kunne rettes mod morgenmaden !
 
 
 
Så lykkedes det langt om længe, og om man er sulten eller ej, så er det ikke en rigtig start på ferien hvis ikke den bliver indledt i Diners Loungen i Kastrup.
 
 
 
 Hvis vi syntes der var koldt hjemme i Danmark, var det ingenting imod hvordan det føltes da vi landede i Edinburgh, eller også var det måske vindens skyld.
Fra Lufthavnen var der et rigt udvalg af transportmuligheder ind til centrum af byen. Vi valgte så den billigste, en bybus der klarede turen på 25 min, og for kun 3,50 pund.
 
 
 
Vi blev sat af ved endestationen på Waverly Bridge, og skulle så kun lige gå det sidste stykke op igennem Cocburn Street til High Street (Royal Mile), hvor Radisson SAS holder til.
 
 
 
Man bliver hurtigt betaget af de mange gamle og rustikke bygningsværker i Edinburgh. Her "Tron Kirk" fra 1600 tallet der er en udspringer af den større domkirke "St. Giles Cathedral" lidt længere oppe imod Edinburgh Castle.
 
 
 
Et kig op af High Street (Royal Mile) imod Edinburgh Castle, og med toppen af St. Giles Cathedral i baggrunden.
 
 
 
Et hotel... eller et gammelt slot ? Flot er den ihvertfald, facaden på SAS Radisson der passer rigtig godt ind i arkitekturen på High Street. En fantastisk beliggenhed midt imellem Edinburgh Castle og Holyrood Palace. 
 
 
 
Lige rundt om hjørnet da vi kommer op fra Cockburn Street, og lige overfor Radisson, møder vi det her fantastiske tilbud på en komplet kilt ! Det er næsten ikke til at stå for :-)
 
 
 
Hotellet indvendig, var en skærende kontrast til det udvendige "middelalder look". Alt var nyt og super moderne. Værelserne var store og lækre, og manglede bestemt ingenting. 
 
 
 
 Efter at have checket ind på hotellet var det tid til at prøve en rigtig "Pub lunch" på End of the World et lille stykke længere nede af High Street.
Efter mange og lange overvejelser valgt vi at kaste os ud i en Haggis (røget fåreindmad), så vi kunne få det overstået. Og det var retfærdighedsvis ikke så slemt som det lyder, men nok også noget man skal være vokset op med for at man kommer til at holde af det.
 
 
 
Ovenpå en solid frokost hvor der blev suppleret med lidt ekstra oven i Haggis´en, var vi ude på en længere gåtur fra den gamle bydel, op til havnen i Leith der dog var noget skuffende i forhold til den meget charmerende gamle by. Men det var alligevel meget interessant at se forskellighederne i bydelene. Her et billede fra en sidevej til Broughton Road med "Arthurs Seat" i baggrunden.
 
 
 
Ulla faldt over det her charmerende skilt på Howard Place, som på mange måder også var indbegrebet af Edinburgh. Et utal af genbrugsbutikker for bøger, antikviteter, møbler og musik. Der er nok ikke noget der går til spilde i Skotland !
 
 
 
Vores gåtur blev noget længere end forventet, og for at vi stadig fik set Water of Leith mens det var lyst, blev vi nødt til at springe botanisk have over.
 
 
 
Vi hoppede på stien langs med floden oppe ved Howard Place og gik hele turen ned til Dean Village i West End af Edinburgh. En rigtig dejlig tur at gå, hvor man fuldstændig mistede fornemmelsen af at man befandt sig midt i en storby med en halv million  indbyggere.
 
 
 
Man føler sig næsten hensat til det gamle Rom når man på turen langs med Leith når til den gamle mineralvandskilde "St Bernhards Well" hvor der er rejst et Romansk tempel som symbol for dette.  
 
 
 
Efter en mindre byge, som iøvrigt var den eneste vi fik på turen, fik vi lidt solskin da vi nåede frem til Dean Bridge.
 
 
 
 Så nåede vi endelig frem til Dean Bridge. En utrolig flot og gammel stenbro, hævet 30 meter over vandet på Leith.
 
 
 
En vigtig detalje når man efterhånden nærmer sig de 10 kilometer på en eftermiddag... at undgå og gå forkert ! Den resterende del af ruten må lige friskes op.
 
 
 
Et sidste kig på Dean Bridge på fra den anden side og den flotte katedral, som tilsyneladende er meget anonym, idet vi ikke har kunne finde nogle kort eller beskrivelser på denne. Oppe fra broen skulle der efter sigende være en fantastisk udsigt til Water of Leith og de mange små vandfald til den ene side, og de gamle møller i Dean Village til den anden side.
 
 
 
Dean Village, en gammel bydel i West End af Edinburgh med en masse charmerende gamle huse, og små snoede gader og stræder
 
 
 
Endnu et billede fra den gamle bydel i Dean Village, og et smalt hus med en imponerende tagarkitektur. Samtidig kan man undre sig over om det er mulit at have addresser i 2 gader samtidigt !
 
 
 
St. Marys Cathedral ved Palmerston place i Edinburgh´s West End. En flot kirke som nok så ældre ud end den var. Efter sigende skulle det være den største kirke i Skotland, bygget efter reformationen. Og den blev først færdigbygget i 1917.
 
 
 
Kirken indvendigt var ikke noget specielt, bortset fra nogle rigtig flotte glasmalerier. Det mest bemærkelsesværdige var måske en seddel der lå strategisk godt placeret, når man skulle op af kirkegangen, og som fortalte at det kostede 10.000,- dkr. om dagen at bevare kirken. Måske et lille skotsk trick for at få penge op af lommerne på folk :-)
 
 
 
Efter en rigtig.. rigtig.. rigtig lang gåtur tog vi en velfortjent pause på en skotsk pub på Shandwick Place lige før Princes Street. ½ pint lokal øl, GT´er, oliven og chips. Og så var stedet fyldt med skotter der lige var forbi og ønske hinanden god weekend før de skulle hjem. Det var bare hyggeligt.
 
 
 
Efter at have spist aftensmad på en hyggelig italiensk restaurant på Hanover Street, var vi på udkig efter en lille hyggelig skotsk pub med lidt Irish folk music. Efter at have været gået forgæves adskillige gange ved at følge de gode idé´er fra Politikens forskellige guidebøger, lykkedes det at finde en på Cockburn Street lige ved siden af hotellet. Skiltet her hang lige over baren, og har man set "Braveheart" kan teksten ikke være meget mere rammende på hvad det vil sige at være en rigtig skotte. 
 
 
 
Musikken sørgede et lille to-mands orkester for, og dørmændende (de to i sorte trøjer) havde mere travlt med at gå ombord i fadøllen, end med hvem der kom ind af døren.
 
 
 
Benene var lidt ømme dagen efter (hos nogle af os ihvertfald), men dagens program var koncentreret om et meget mindre område, nemlig den gamle bydel. Morgenmads restauranten var lige som resten af hotellet superflot. Og udvalget af mad var overdådigt. Selv Haggis var det muligt at hente fra buffeten.
 
 
 
På vej op af High Street imod Edinburgh Castle hørte vi endelig lidt rigtig sækkepibemusik fra andet end souvenirbutikkerne. Hvis man kan ane lidt blå arme og ben, er det ikke helt uden grund. Temperaturen om lørdagen lå kun et par grader over frysepunktet og på grund af blæsten havde vi selv svært ved at holde varmen, bare i vores vinterjakker.
 
 
 
St. Giles Cathedral, som vi desværre ikke nåede indenfor at se, på vej op imod Edinburgh Castle af High Street. Det er måske ikke så tydeligt, men i baggrunden kan man lige skimte Nordsøen i det fjerne.
 
 
 
Det var bare op af bakke hele vejen til slottet, og oppe fra esplanaden var der en flot udsigt over Edinburgh, og noget man efter danske forhold, kan kalde grønne bjerge i baggrunden.
 
 
 
Hjemmefra havde vi læst, at det ville være en god idé at forudbestille indgangsbilletter på nettet, eller alterativt være der så snart de åbner. Men ingen af tingene lykkedes for os, og vi gruede da også lidt for billetkøen når vi kom ind. 
 
 
 
Esplanaden foran slottet, og Arthurs Seat som man kan se i baggrunden. En udsigtspost 250 meter over havets overflade som kan se i baggrunden.
 
 
 
Efter at have stået i kø i en halv times tid for at købe indgangsbillet, var det endelig tid til at komme ind og se slottet. Indgangen levede op til alle de forestillinger man havde i forvejen om en rigtig gammel borg med vindeport med sylespidser og det hele.
 
 
Argyle batteriet med udsigt over den nye bydel og havnen ved Leith i baggrunden, hvor vi var dagen i forvejen. Der var en strid blæst på slottet som også ligger meget højt i forhold til resten af byen.
 
 
 
Udsigten fra slottet imod Princes Street og West End.
 
 
Selv på slottet fik man følelsen af det blev ved med at op af bakke, og dermed måske også forklaringen på hvorfor de fleste skotter havde så store lægmuskler.
 
 
 
De sidste inden man når ind til det "hellige rum" hvor kronjuvelerne bliver opbevaret. Nogle støbte aftryk af sværd, scepter og krone var placeret udenfor til fotografering, indenfor var det ikke tilladt.
 
 
 
Efter næsten 3 timer på slottet, lykkedes det endelig ude foran hoveindgangen til slottet at finde de to verdenskendte vagter der bevogter slottet på betryggende vis.
 
 
 
Vagten til højre... William Wallace
 
 
 
Vagten til venstre... Robert the Bruce
 
 
 
Og minsandten om ikke "William Wallace" dukkede op i fuld udrustning efter at have udkæmpet slaget ved Stirling !
 
 
 
Næste stop var Scotch Whisky Heritage Centre, der havde en hyggelig whiskybar i kælderen, med et udvalg af mærker vi aldrig havde set lignende før. Ulla var på udkig efter en god whisky likør, og havde også held til at finde et par spændende emner. Mod forudbestilling kunne man komme til et lille foredrag om whisky for 8 pund. Der var allerede fyldt godt op, men det lykkedes at få plads på sidste hold. 
 
 
 
Den ene væg var dekoreret med et kort der nok ville gøre de fleste whisky samlere lidt misundelige. Samtlige distillerier i Skotland var opdelt i henholdsvis Lowland, Speyside, Highland, Island og Islay, og ved at trykke på knappen ud fra navnet, var der en lille lampe der lyste hvor distilleriet var placeret.
 
 
 
Efter en frokost, og en gåtur ned for enden af High Street, nåede vi ned til Holyrood Castle, der stadig bruges om sommeren af det Britiske kongehus. Desværre var klokken blevet for mange, og porten var lukket for nye besøgende. 
 
 
 
Hovedingangen til Holyrood Palace minder på mange måder om indgangen til Buckingham Palace fra The Mall. 
 
 
Holyrood Park og Salisbury Crags, et flot naturområde der lå kun 15 minutters gang fra centrum af Edinburgh. Stedet er samtidig adgangsvej til Arthurs Seat som var sidste punkt på dagsprogrammet før whiskysmagningen. Desværre var klokken blevet for mange til at vi turde kaste os ud i strabadserne, og blev i stedet enige om at ståtidlig op og tage turen derop søndag morgen.
 
 
 
Urene i byen var forberedet til sommertiden allerede om fredagen, hvilket godt kunne være lidt forvirrende, når man som i vores tilfælde havde en aftale i whisky butikken på den sidste rundvisning kl. 17. 
 
 
 
Efter at have stået for foden af Arthurs Seat dagen i forvejen, følte vi os lidt snydt over ikke at have taget turen til toppen. Vi bestemte os for at få lidt ud af søndagen også, og satte vækkeren til kl. 7, dermed var vi så også for første gang nogensinde, nogle af de første gæster i morgenmadsrestauranten den morgen.
 
 
 
Vi valgte fra samme udgangspunkt som vi havde stået ved dagen i forvejen, at tage den af stien højre om. Det skulle så vise sig at være den absolut mest besværlige måde at komme op på. Og Ulla´s lunger begyndte da også at hyle faretruende efter 5 minutters opstigning :-) I modsætning til den forgående eftermiddag, var der næsten fuldstændig mennesketomt på bakken, og vi mødte kun et par enkelte hundeluftere på vej op.
 
 
 
Man skulle ikke nå særlig højt opfør der allerede var nogle flotte "wiew" over Edinburgh og Edinburgh Castle.
 
 
 
Og hvad var det så lige der var Arthurs Seat ? Nok ikke lige det vi fra starten havde regnet med. Og efter at have besteget det forkerte bjerg, kunne vi så kigge over på det som vi fra starten troede det var... men så viste sig at være et helt tredje sted. Men hvad man ikke har i hovedet..........
 
En smule modgang skal man jo ikke lade sig slå ud af, og vi trøstede os i stedet med at det ikke var så varmt, som det plejede at være når vi skulle op i bjergene. 
 
 
 
Det var et virvar af bakker, og helt utroligt at man 15 minutters gang fra centrum af centrum af Edinburgh kunne stå ude i sådan en natur. 
 
 
 
Og endelig lykkedes det så at få lokaliseret det vi kom efter! Ovenpå alle de andre strabadser vi havde været igennem, var den sidste klatretur ikke noget at snakke om.
 
 
 
På toppen af Arthurs Seat var der indstøbt en skive med retningsangivelse af nogle af verdens store seværdigheder, og selvfølgelig også nogle af de mere lokale som det var muligt at se fra toppen. 
 
 
 
En fantastisk udsigt var der fra toppen, her med havnen Leith i baggrunden, og til højre udsejlningen mod Nordsøen. Men sikken en blæst der var... pludselig blev man meget glad for den lidt for høje BMI værdi man havde været ked af på vej op ad bakke.
 
 
 
Udsigten over det som vi fra starten, troede var målet for vores tur, men dsom viste sig kun at være en lille knold på vejen.
 
 
 
Selv i 250 meters højde var det muligt at få et lille smil fra Ulla ! Og så var det helt sikkert også en del af oplevelsen at være på toppen stort set alene. At dømme efter alle dem vi mødte på vej ned, ville der blive trængsel oppe af dagen.
 
 
 
Hvad vi så ikke vidste fra starten, var at der fandtes en langt mere direkte vej, hvis vi var gået til venstre istedet. Vi mødte så flere på vej ned der gik i modsat retning af os, men alligevel så meget anstrengte ud. 
 
 
 
Og så passede uret på bygningen fra dagen i forvejen lige pludselig, og solen også lige pludselig meget bedre ind påbygningen. Halvanden time til check ud tid på hotellet, så vi var ved at have lidt småtravlt.
 
 
 
Det sidste stykke af High Street op imod Royal Mile og hotellet. Selvom det var blevet et godt stykke op ad formiddagen, var der ikke mange mennesker på gaden, sådan en søndag formiddag.
 
 
 
Jeg ved ikke lige hvad der er med det ur! Men det lader til at Ulla har været meget betaget af det, og det er helt sikkert også både flot og specielt :-)
 
 
 
Selvom det var op ad bake hele vejen, var det ikke noget der kunne få pulsen op. Nu havde vi efterhånden vænnet os til det kuperede område.
 
 
 
Så manglede der lige et par gaver til to af børnene der manglede, og fra vores lange gåtur om fredagen var vi stødt på både en HMV og en Build a Bear butik på Princess Street der kunne løse problemet. Til venstre kan man se lidt af det store anlægsprojekt der er igang med forsyne byen med en overjordisk metro. 
 
 
 
En rigtig skotte i fuld kilt/festmundering på vej ned mod Waverley Bridge, hvor vi skulle have bussen fra tilbage mod lufthavnen.
 
 
 
En Build a Bear i den ene hånd,og alle sæsonerne af Sex & the City i den anden hånd, så var de sidste gaver klaret.
 
 
 
Så manglede der bare de sidste skridt op ad Cockburn Street, der havde budt på samme oplevelser de sidste par dage, med gode spisesteder og hyggelige pub´er. Klokken var efterhånden også faretruende nær kl 12, hvor vi skulle være ud af vores værelse på hotellet.
 
Så slutter vi hvor vi startede i Diners Loungen dog i Edingburgh denne gang - og her fik vi virkelig valuta for pengene eftersom vores flyver hjem var 2 timer forsinket.