Så starter sommerferien med en tur i Diners Loungen i Københavns lufthavn... 4½ uge foran os !

 

 

 

Foran os ligger en længere flyrejse med Thai Airways til Manila med en mellemlanding i Bangkok.

 

 

 

Netop ankommet til Manila skal der veksles penge til lokale "Pesos" før jagten går ind på at finde et sted at sove for natten.

 

 

 

 

Meget mod sin vilje blev Emil tvangsindlagt til en klipning hos den lokale "modeklipper" i Robinson til den uhyrlige pris á Dkk 15,-

 

 

 

 

Efter at være blevet afvist på vores 1. prioritet "Pearl Garden Hotel" på M. Adriatico i Malate, blev vi ledsaget af 2 portører til et søsterhotel med næsten samme navn der netop var blevet åbnet på Maria Y Orosa St. kun ca. 100 meter derfra. Værelset var stort nok til 5 personer og med bad på værelset. Prisen var fornuftig ca. DKK 250,-

Her et stemningsbillede fra de tidlige morgentimer, hvor vi kl 05.00 om morgenen venter på en taxa til lufthavnen, for at tage det sidste stræk ned til Bohol (Panglao Island)

 

 

 

 

Ikke engang de lokale rickshaw´s var startet op endnu... nogle imponerende sovestillinger de gør sig i !

 

 

 

 

Efter security... lidt mere security... og endnu mere security... var vi endelig klar til flyveturen fra Manila - Tagbilaran. En flyvetur på lige knap en time.

 

 

 

Vi ankommer til Tagbilaran på Bohol til solskin fra en næsten skyfri himmel ! Ikke dårligt... 

Så kan det kun gå for langsomt med at få fat i bagagen, og finde en vogn der vil køre os til Panglao og en lækker badestrand.

 

 

 

Vi valgte at bosætte os ved Bolod, som nabo til "Bohol Beach Club", på et lidt afsides sted der hedder "Dumaluan Beach Resort". Det var nok ikke den billigste løsning hvis man skal finde et sted at bo på Panglao, men til gengæld var stranden nok noget af det bedste der kunne findes på øen.  

 

 

 

 

Udsigtsbillede fra en af balkonerne. Turkis og klart vand, men noget lavvandet, specielt sidst på eftermiddagen.

 

 

 

 

Vores suite, med håndklæder foldet i nye små skulpturer hver dag. Et gigantisk stort værelse med lille køkken, sofagruppe med bord, kæmpe badeværelse og 2 balkoner. Vi syntes faktisk at det var okay, at betale ca. DKK 450,- pr. døgn incl. en lidt halvkedelig filipinsk morgenmad for os alle 5.

 

 

 

 

En eftermiddagslur på en drømmeseng, 50 meter ude i vandet, er lige til at holde til !

 

 

 

Aftensmad på den lokale hotel restaurant på "Dumaluan". Et stort minus ved hotellet ! Det var desværre det eneste spisested i miles omkreds, med mindre man ville betale en formue for at spise på "Bohol Beach Club". Efter flere varierede, og helt igennem mislykkede måltider måtte vi konstatere at eneste udvej var at tage en minivan ind til Alona Beach for at spise, i det mindste om aftenen. En tur på ca. 10 min, og til en monopollignende pris på 600 pesos one way (DKK ca 80,-). Efter Fillippinske forhold en helt igennem urimelig pris at betale for en køretur med den afstand.

 

 

 

 

Vi bookede en kombineret dykker/snorkeltur hos et af de lokale dykkercentre på Alona Beach "Baywatch Dive Center", hvor vi lige skulle have genopfrisket kundskaberne fra vores sidste dyk tilbage i februar måned.

 

 

 

En sejltur på ca. 1½ time ud til Balicasag Island, der skulle være et fantastisk sted til både dykning og snorkling. 

 

 

 

Her har vi så Balicasag Island i baggrunden ! En rigtig tropeø..

 

 

 

Komforten er også iorden på båden, der var både sidde og liggepladser. Rart at kunne ligge og samle kræfter, mens divemasteren samler udstyret. 

 

 

 

Et par gode pladser i skyggen, mens solen bager fra oven. Med lufttemperatur på ca 33 gr. og en vandtemperatur på 29 gr. var det lige til at holde til.

 

 

 

Endnu et udsigtbillede fra balkonen, taget lige før solnedgang hvor "bangha´erne" har lagt sig til ro for natten.  

 

 

 

Aftensmad i strandsandet på Alona Beach. Masser af hyggelige BBQ restauranter med alt fra thai mad til pizza og grillet fisk, og sidst men ikke mindst, rigtig lækker mad ! Et privilegium man satte pris på når man havde indtaget dagens 2 første måltider på "Dumaluan".

 

 

 

Omkring Pamilacan Island er der mulighed for at se hvaler i sæsonen. Juli måned er dog allersidst på sæsonen, men der skulle være mulighed for at se delfiner året rundt. Vi tager chancen og tager en tidlig morgentur der starter kl. 06.30 fra Dumaluan, med nogle meget håbefulde men halvtrætte passagerer. Tidsforskellen kan stadig godt få lidt af skylden.

 

 

 

Vi blev lovet som minimum at se delfiner, og sejlede længe rundt på den ene side af Pamilacan. Pludselig  var der liv i vandet derude, og vi kunne godt mærke på besætningen at det nok ikke "bare" var delfiner. Ude i vandet kan der skimtes finnen af en "Pilot Whale"

 

 

 

Trætheden var pludselig glemt og der blev gået koncentreret til værks med at bevare kontakten med de 5 pilot hvaler. 

 

 

 

Endnu en hvalfinne ! Pilot hvaler minder meget i udseende om delfiner, men er lidt større og har den karakteristiske hale som man ser hos de større arter. 

 

 

 

Lidt flere hvaler helt til venstre i billedet. Et imponerende syn som vi allesammen var meget betaget af. Vi bevarede kontakten med dem i et kvarters tid, før de forsvandt for os. 

 

 

 

Så gik jagten ind på delfinerne... og dem var der masser af ! På et tidspunkt har vi en kæmpe flok på minimum 40-50 stykker der svømmer på siden af, og foran båden. En kæmpe oplevelse.

 

 

 

Emil guider os frem mod Pamilacan... eller har han fået øje på endnu en hval ?

 

 

 

Morgenens oplevelser bliver livligt diskuteret på sejlturen ind til Pamilacan

 

 

 

Pamilacan er noget af det smukkeste man kan forestille sig. Kridhvidt sand, og krystalklart vand.

 

 

 

Vi går i land på Pamilacan, og bliver med det samme mødt af nogle af de lokale som får en længere snak med besætningen på båden. Det viser sig at der, at der er en afgift for at snorkle på deres koralrev, og at man skal ledsages af en lokal guide, hvis man skal ind og svømme/snorkle i marine parken. Afgften er efter danske forhold et meget lille beløb, og med forventning om at pengene ville blive brugt til at sikre og bevare de flotte koraller, betalte vi med glæde.

 

 

 

Det var virkelig indbegrebet af en tropeø, at ankomme til Pamilacan. 

 

 

 

Ventetiden på båden mens forhandlingerne omkring afgiften til marine parken stod på, blev fordrevet med at få stillet sulten. 

 

 

 

Morgenmaden var jo blevet indtaget tidigt, så vi havde medbragt rigeligt med kiks og bananer. 

 

 

 

Varmen var ekstrem på Pamilacan. Det var blevet midt på dagen, og solen stod ned fra en næsten skyfri himmel. Heldigvis var det muligt at finde både en lokal sodavandssælger, og nogle skyggepladser.

 

 

 

Benedikte mente motivet kun ville blive bedre hvis også hun var med på billedet !

 

 

 

Og sådan en knudret stamme er jo som skabt til at klatre i for to små piger på 5 år.

 

 

 

Strandkanten på Pamilacan... det fås ikke meget bedre !

 

 

En af lokale "banghaer" der ligger for anker, i det klare vand.

 

 

 

Vores afsvalende pavilloner på stranden ! Der var så varmt at selv de lokale var krøbet i skyggen oppe bag den første palmerække.

 

 

 

Et flor motiv af en "bangha" der var trukket op på land.

 

 

 

Oppe bag palmerækken var der en mindre landsby, hvor de lokale holdte til. Der foregik ikke alverden, og i en af de "butikker", hvor det var muligt at købe noget at drikke måtte de støve både kaffebreve, og sodavand af, inden de solgte dem.

 

 

 

Den lokale katolske "friluftskirke" på øen, som også lå i forbindelse med landsbyen. Det var en hyggelig lille kirke uden glas i vinduerne, og nogle store åbne partier på begge sider. 

 

 

 

Efter at have tilbragt et par timer på Pamilacan, var vi klar til at sejle ud til Deres marinepark, hvor vi skulle snorkle. Det var virkelig en flot og billedskøn ø.

 

 

 

Det var et krav fra marine parken, at der skulle være en lokal guide med hvis man skulle snorkle inde for de afmærkede områder. Formentlig var det lige så meget et påskud for de lokale til at tjene lidt ekstra penge. Men da vi blev pålagt også at skulle svømme med redningveste alle sammen, var vi nødt til at sætte grænsen.

 

 

 

Vandet var ekstremt klart, og der var rigtig mange flotte koraller og kigge på. Derudover så vi blandt andet "Giant Triggerfish" som vi senere på turen lærte at få rigtig stor respekt for, og en kæmpe stime af "Jack Fish".

 

 

 

Bohol er synonymt  med Tarsier eller spøgelsesaber som de bliver kaldt på dansk. Et meget særpræget dyr, som mange påstår har været model for ET og Gremlins. Vi fik arrangeret vores helt egen tur rundt på Bohol til de seværdigheder som vi havde prikket ud hjemmefra.

 

 

 

Vi blev hentet af vores minibus på hotellet lige efter morgenmaden, og startede med at køre til den lille by Corella, ikke så langt fra Sikatuna, for at besøge et rehabiliteringscenter for Tarsierne. Centret er meget svært at få øje, og den smalle sti fra hovedvejen lignede ikke noget der førte nogen steder hen.

 

 

 

Det var tydeligt at der ikke var mange turister der fandt turen forbi centret, men istedet valgte at se dem ved Loboc River hvor de bliver holdt indespærret i små bure. Vores egen overbevisning om at se dem i deres rette element levede mere end op til forventningerne. Da opsynsmanden langt om længe dukkede op, og åbnede for os, var der et lille museum man kunne kigge rundt i, og en kort film om Tarsierne, om hvordan centret var blevet til og hvordan det blev drevet.

 

 

 

Tarsieren er et natdyr, og er ikke meget større end en knyttet hånd. Øjnene er særpræget (store) og ca. 150 gange større end et menneskes i forhold til kropsstørrelsen. Samtidig er hovedet placeret på et "kugleled" der gør at det kan rotere 360 gr.

I centrets park var der et meget stort omårde, hvor der kun var plads til omkring 10 dyr, da de er meget territorielle. Vi var så heldige at se denne mor, med sit lille barn.

 

 

Efter en utrolig interessant og spændende rundvisning gik turen tilbage til bussen for at køre videre mod chokoladetoppene. Det var en rigtig positiv måde at opleve tarsierne på, og man fik slet ikke fornemmelsen af de levede i fangeskab.

 

 

 

Det er altid en lidt mærkelig oplevelse pludselig at stå foran en seværdighed man har læst en masse om, og set en masse billede af i forven. Men chokoladetoppene levede fuldt ud op til forventningerne.

 

 

 

Så lang øjet rakte var der små pukler i alle retninger !

 

 

 

Chokoladetoppene er opstået af en masse aflejringer fra koralrevene, og varierer i højden fra 40 m - 120 m. Ifølge de forskellige turistbrochurer skulle der være 1.268 af dem... og det er nok svært at modbevise.

 

 

 

Der var flere forskellige stier at tage både op og ned fra opsamlingspladsen til minibusserne, og op til "view pointet". Selvom det nok er Bohols turistattraktion nr. 1, følte man på inge måde at stedet var overrendt.

 

 

 

Et kig fra toppen ud over nogle flotte rismarker.

 

 

 

Efter at have forladt chokoladetoppene kørte vi samme vej tilbage som vi kom fra, men standsede denne gang ved "Logarita Spring". Et opsamlingsbassin fra de højereliggende kilder, hvorfra vandet blev fordelt videre ud til de tilstødende rismarker.

Vejen ned til bassinet fra hovedvejen var flot men temmelig ufremkommelig, og lidt en prøvelse for vores minibus. Men bestemt turen værd.

 

 

 

Det var en forfriskende dukkert man kunne få sig, og stedet var rigtig hyggelig med små borde/hytter  hvor man kunne sidde og spise sin medbragte mad.

 

 

 

Efter dukkerten i den uspolerede pool ved Bilar, havnede vi på turissporet igen, med det meget kommercielle koncept "Loboc River - Floating Restaurant". Vi var sultne, og forventede en naturoplevelse med en stille og rolig sejltur op ad floden. Det var langt fra tilfældet ! Vi havde godt nok båden for os selv, men freden blev meget hurtig brudt af en meget højrøstet fillippinsk musiker der optrådte med amerikanske hits fra 60´erne.

 

 

 

Maden var okay, men vi var selvfølgelig heller ikke så godt vant hjemme fra vores eget hotel. Efter at have stoppet og hørt på sange fra et lokalt landsbykor, vendte man rundt ikke så langt længere fremme. Det mest eksotiske og oprindelige vi fik set, var nok de to drenge på billedet, der var en tur nede og bade i floden.

 

 

 

På vej ud til det afsluttende dyk ved "Arco Point" på Panglao Island. Et fantastisk dyk, hvor vi startede med at blive væk fra hinanden ved vores nedstigning allerede på 5 meter. Men endte ud i det mest fantastiske og klare vand man kan forestille sig.

 

 

 

Sidste aften på Alona Beach blev fejret på behørig vis med et par James Bond coctails... shaken not sturbed eller var det omvendt ! Fremstillingen var ihvertfald meget interessant at følge.

 

 

 

Vi var færdige med Bohol for denne gang, men bestemt ikke for altid. Der er stadig rigtig meget at komme efter, og vi var enige om at det var et sted vi allesammen gerne ville tilbage til. Turen til Siquijor gik med hurtigbåd fra jettyen i Tagbilaran, og via et stop i Dumaquette på Negros, nåede vi en samlet sejltid på ca. 4 timer. Lidt af en omvej, men sådan er det bare på Fillippinerne.

 

 

 

Og ankomme til Siquijor, gav hurtigt fornemmelsen af at det her var noget specielt, og forbløffende meget anderledes en naboøerne Panglao/Bohol.

 

 

 

Biler var der ikke mange af, til gengæld var de udsmykket i en sjælden grad. Enten i form af nogle meget farverige lakeringer, eller påmonteret et arsenal af ekstraudstyr.

 

 

 

Den lokale Q8 station på Siguijor ! Lige efter vi var nåede op til hovedvejen fra jettyen, skulle der tankes. Man kunne vælge imellem ½ og 1 liter colaflasker til at fylde op med. Med en samlet kystlinie rundt om øen på ca. 72 km er det nok begrænset hvor meget brændstof der bliver brugt, men man fik alligevel en fornemmelse af tiden stod lidt stille på øen

 

 

 

Frokost i restauranten på "Coco Grove Beach Resort", hvor vi havde planer om at slå os ned i 5-6 dage. Et hyggeligt sted, og med den flotteste udsigt over vandet.

 

 

 

På Coco Grove var der to store swimmingpools i hver sin ende af resortet. Denne i forbindelse med restauranten, og dermed et godt sted at fordrive ventetiden, mens man venter på maden.

 

 

 

After Sun i baren Coco Grove før aftensmaden. Et helt igennem fantastisk Resort, som helt klart kun kan anbefales på det varmeste. Fra det øjeblik vi var checket ind på hotellet vidste hele personalet hvad vi hed, og uanset hvor man henvendte sig, blev man altid tiltalt med fornavn. Samtidig var hele personalet så engageret og medlevende at de gjorde det til en enestående oplevelse at være der.

 

 

 

En duel ved bordfodbolden, hvor Anne-Louise viste sig at være den ubestridte mester. Trods flere forsøg, lykkedes det ingen at besejre hende.

 

 

 

Bedre gik det ved pool bordet, hvor Emil ikke var den værste makker man kunne få.

 

 

 

Coco Grove havde sin egen papegøje (Maki) som Benedikte straks kastede sin kærlighed på. Og vi vi var oppe at se den danse flere gange sidst på eftermiddagen.

 

 

 

Resortet havde sit eget dykkercenter "Sea Explorer", hvor vi hurtigt fik booket en tur til Apo Island, kun et par timers sejlds fra Siquijor. Apo Island rangerer flere steder som et af de top ti dive sites der findes i verden.

 

 

 

Efter at være nået frem til Apo Island var vi nået frem til vores første dive site. Emil skulle på sit første dyk siden vinterferien, og vi var allesammen lidt spændte på hvordan det ville gå med det.

 

 

 

Anne-Louise måtte så tage en plads i solen, og en velfortjent slapper sammen med Benedikte.

 

 

 

Selvom om Apo Island er erklæret marine park, er det muligt at overnatte på øen på et af de to hoteller der findes. De strande vi så, var ikke noget at råbe hurra for, i og med at de var meget stenet, og fyldt med døde koraller. Der er et meget stort antal dive sites omkring Apo Island, der sagtens kan berettige til at tage et par overnatninger, for at spare den lange sejltid fra Siquijor eller Negros. Uanmeldt besøg til frokost kunne de dog ikke håndtere, så vi måtte nøjes med en tår at drikke istedet.

 

 

 

Endnu en flot dekoreret bil fra Siquijor. Bemærk ekstraudstyret !

 

 

 

Ikke så langt fra Lazi, nede på sydsiden af øen ligger Cambughays Falls, som vi valgte at tage ud og kigge på. En spændende tur rundt langs med kysten på øen, nogle flotte views, og sidst men ikke mindst, en masse glade og positive mennesker.

 

 

 

Adgangsvejen til Cambughays Falls er stejl stenet trappe der fører ned til Poo River.

 

 

 

Vi var de eneste mennesker ved vandfaldende, og det var virkelig turen ned af trapperne værd.

 

 

 

Der var små og store vandfald så langt man kunne se i begge retninger, og flere steder måtte man balancere på de yderste sten for at krydse floden.

 

 

 

 Et kig op af flodende og de mange trin på vandfaldende der fortsætter. 

 

 

 

 Et lille "holdfoto" fre et af hvilestederne ved vandfaldet.

 

 

 

Ved det største af vandfaldende var der en stor pool der lige skulle prøves af. De fleste var ude at prøve og det var virkelig forfriskende.

 

 

 

De sidste timer om eftermiddagen var fine at tilbringe ved hotellets anden pool, der lå tæt ved vores bungalow. Gode liggestole, og til børnenes store begejstring en lækker poolbar med skamler i vandet.

 

 

 

Dagene på Siquijor gik alt for hurtigt, og som tilfældet var for Bohol var vi bestemt ikke færdige med den ø endnu, da vi var nødt til at tage videre.

Næste destination.. Malapascua ! Var en af 2 lange rejser på turen, og med en forventet transporttid på ca. 10 timer var man ved at være mør, da man nåede den sidste sejltur fra Maya på nordsiden af Cebu til Malapascua.

 

 

 

Vi havde ikke gjort os nogen tanker om hvor vi skulle bo på Malapascua, men efter en tur op og ned af stranden, faldt valget på Malapascua Exotic Dive & Beach Resort. Et valg som vi bestemt ikke kom til at fortryde. Et meget velfungerende dykker resort, hvor alting bare fungerede.

 

 

 

Bounty Beach på Malapascua var kyststrækket, der strakte sig fra hovedbyen Logon på sydsiden over til vestsiden af øen.

 

 

 

Exotic Divers var placeret for enden af Bounty Beach, lidt isoleret fra de øvrige resorts helt ovre på vestsiden af øen.

 

 

Selvom Bounty Beach var "Stranden" på Malapascua var den meget uspoleret, og vandet var krystalklart.

 

 

 

Samtlige Resorts på Bounty Beach havde glimrende spisesteder, med borde ude i sandet til okay Fillippiner priser. Anderledes billigt blev det, hvis man istedet gik ned til hovedvejen bag Resorts´ene, hvor priserne pludselig faldt til en trediedel. Vi valgte at afprøve kvaliteten til en frokost på Emil´s fødselsdag.

 

 

 

At fejre 12 års fødseldag på Malapascua, levede nok ikke helt op til Emil´s meget store forventninger. Efter at have været en tur i Logon, og have fået en tur tilbage med en af de lokale motorcykler, som de største "events" der kunne tilbydes, lykkedes det alligevel at overraske ham med en stor lagkage, og en "Happy Birthday To You" fra personalet på hotellet. 

 

 

 

Det var en overraskende flot kage de havde fået sat i værk til dagen, men der er stadig lang vej til det danske konditorniveau ! Vi måtte give op efter at have kæmpet os igennem 1/4 af kagen, men kunne istedet glæde os over at kagen ikke gik til spilde alligevel. Den lignede mistænkelig meget den der blev sat på buffeten den efterfølgende aften... de havde dog gjort sig den ulejlighed at fjerne teksten :-)

 

 

 

Traditionel afslutning på dagen for Benedikte, der efterhånden har gjort en kunst ud af og gøre sig i avancerede sovestillinger !

 

 

 

Vi valgte at kaste os over certificeringen til både "Advanced" og "Nitrox" for at fådet fulde udbytte af dykkermulighederne ved stedets store dykkerattraktion - Monard Shoal, som havde en dybde på ca. 24 meter. Restauranten på Dive Resortet var en glimrende base for studierne imellem dykkene. Iøvrigt en stor hilsen til Kenneth med den røde kasket i baggrunden, der er ophavsmand til vores hjemmeside.

 

 

 

Monard Shoal bød på nogle helt fantastiske dykkeroplevelser. På vores første dyk var vi heldige at se en lille djævlerokke. At Nitrox var lykken, er dette billedet en god illustration på. Vores divemaster Tim (bagvendt kasket), Kenneth, Ulla og jeg, er netop kommet op af vandet efter at have set en kæmpe Mola-Mola med et spænd på ca. 2,5 meter imellem vingespidserne. Vi havde været nede og egentlig ikke set noget som helst i 52 min, og tanktrykket var nede på ca. 50 bar, da denne fantastiske skabning dukkede op. Og fra at være lidt slukøret, og en smule skuffet over dykket, var humøret ændret til den rene eufori, og så kunne 50 bar være 50 bar :-). Ifølge de lokal divemasters der var med på turen, havde man aldrig nogensinde set noget tilsvarende før i det område.

 

 

Vores dykkerbåd på Malapascua, som efterhånden blev vores faste base imellem halv seks og otte om morgenen på "Thresher Shark" turen. Og igen om eftermiddagen imellem et og tre, hvor man forhåbningsfuldt sejlede ud for at se Manta Rays. Vi var heldigere end de fleste og fik også set begge disse ting.

 

 

 

Stranden og de lokale bådebyggere ved siden af Dive Resortet. Der blev arbejdet både med reparation af de lokale "Banghaer", og nybygning af større både.

 

 

 

Den hyggelige restaurant var et glimrende sted at tilbringe aftenerne og tiden imellem dykkene.

 

 

 

Dykkerturene starter som regel tidligt... tidligt om morgenen, så er det jo rart at man kan få slappet af og få samlet kræfter på sejlturen ! Man skulle jo gerne nå de obligtoriske 10 timers søvn i døgnet, som man kan få sig trænet op til på sådan en lang ferie :-)

 

 

 

Emil får sig også en slapper sammen med vores Divemaster "Pete" på 1. parket.

 

 

Vi er nået frem til vores første Dive Site "Dona Marilyn" som var et gammelt passagerskib der var sunket for ca. 20 år siden under en tyfon i området. Med en max. dybde på ca. 30 meter skulle dykket samtidig afslutte Anne-Louise´s "Advanced kursus" - godt gået !

 

 

 

Emil har altid en særlig evne til at få folk til at hjælpe sig i udstyret ! I baggrunden kan man se Emil´s Buddy på dykket "Pete" som vi andre havde som Divemaster på flere af vores dyk.

 

 

 

Klar til at gå ned og se hvad der findes under overfladen. Det gælder om lige at lokalisere sin Buddy først.

 

 

 

Efter en udmarvende dag på vandet er der afslapning før aftensmaden. Der var rimelig stor overskudskapacitet af massøser i forhold til antallet af turister, så der var ingen problemer med at få plads.

 

 

 

Mellem dykkene og teoriundervisningen var der også god mulighed for at nyde livet lidt i liggestolene på stranden. Desværre var der den sidste dag sandfluer, men det finder man desværre først ud af når det er for sent !

 

 

 

Endnu et billede af stranden ude foran Dive Resortet.

 

 

 

"Exotic 4" - Vores faste base for morgenkaffen i hen ved en uge ! Det lyder måske lidt tosset, men man kunne faktisk blive helt afhængig af og stå op kl. 05.00 om morgenen, pakke sit grej, og så ellers sidde stille og roligt i mørket med en stor samling forventningsfulde mennesker der alle havde troen på at netop her til morgen, ville man komme til at se noget  rigtig... rigtig... stort.

 

 

 

Et tropisk uvejr over Malapascua, opstået ud af ingenting ! Og med alt hvad det indebærer af blæst, regn og nogle fantastiske lyn i det fjerne. En fornøjelse at være vidne til, når man kan sidde i tørvejr i en hyggelig restaurant, og ikke befinder sig i en dykkerbåd ude på vandet...

 

 

 

Det sidste aftensmåltid i restauranten efter seks fantastiske og oplevelsesrige dage.

 

 

 

Et vemodigt farvel var det helt sikket at skulle forlade Malapascua med alle de oplevelser det havde budt på i den forløbne uge. Selvom vi havde set hvad vi kom efter, og en hel del mere ! Så var vi enige om at det med stor sandsynlighed ville blive et på gensyn, indenfor en overskuelig fremtid.

 

 

 

Fra Malapascua gik turen videre til Malaysia og Perhentian Island over Cebu City, hvor vi var nødt til at tage en overnatning for at nå vores næste flyvning kl 05.00 næste morgen. Vi var heldige at finde et meget lille og billigt værelse. Og med den rigtige logistik kunne det både lade sig gøre at komme ind og ud af værelset, og mindsandten også at ligge ned alle sammen.

 

 

 

Efter at have været oppe kl 02.30 om natten (og det kalder man ferie), for at nå flyveren fra Cebu City landede vi i "Ninoy Aquino" lufthavnen i Manila. En lille detalje der kiksede i forbindelse med bestillingen af flybilleterne, idet Air Asia kun flyver fra "Clark Airport", der ligger på den gamle amerikanske militærbase i Angeles City. En lille transfer på ca. 3 timers kørsel imellem lufthavnene UPS!!! Billedet her er så fra check-in området i "Clark", hvor vi langt om længe er blevet lukket ind efter at have siddet og ventet på en træbænk uden for i en halv times tid.

 

 

 

Efter at være sluppet igennem check-in området, måtte vi vente en times tid i transitten før vi kunne få lov at gå ombord på flyveren til Kuala Lumpur. En rigtig kold fornøjelse... selvom vi viklede os ind i saronger, og tykke trøjer, var det umuligt at holde varmen. Vi var enige om at hvis det havde været derhjemme, var der blevet tændt for varmen for længe siden.